
Når du ikke længere kan se dit eget maleri – 5 måder at få friske øjne på
Ja, det lyder lidt skørt.
Men der kommer næsten altid et tidspunkt i et maleri, hvor man har kigget på det så længe, at man ikke længere rigtig kan se det.
Man kan godt mærke, at der er et eller andet, der ikke helt falder på plads, men det kan være svært at gennemskue hvad. Måske mangler der kontrast, måske er der for meget uro, måske skal der en ny farve ind – eller måske er maleriet faktisk bare færdigt.
Det er tit lige dér, man kommer til at male videre, fordi man føler, man bør gøre noget. Og jeg kender det virkelig godt selv. Nogle gange opdager jeg bagefter, at det slet ikke var flere penselstrøg, maleriet havde brug for. Det var mig, der havde brug for at kunne se det igen.
Måske mangler dit maleri ikke noget
Når man bliver usikker på et maleri, er den første tanke ofte, at der må mangle noget. En ny farve, lidt mere kontrast, en ny form eller et område, der skal have lidt mere opmærksomhed.
Men hvis der allerede sker meget i maleriet, kan mere hurtigt gøre det endnu sværere at se, hvad der egentlig foregår.
Derfor prøver jeg oftere og oftere at vende spørgsmålet lidt om. I stedet for at tænke “hvad skal jeg tilføje?”, prøver jeg at spørge mig selv, om der er noget, der skal have mindre opmærksomhed. Eller om jeg overhovedet behøver at gøre noget lige nu.
Nogle gange er det bedste næste skridt faktisk at lade penslen ligge lidt.
1. Gå væk fra maleriet
Det lyder næsten for enkelt, men afstand kan gøre en overraskende stor forskel.
Hvis du har stået med næsen helt inde i lærredet i lang tid, mister du fornemmelsen af helheden. Så stil det væk. Ikke nødvendigvis bare i fem minutter, men måske resten af dagen eller et par dage.
Jeg kan godt lide at stille et maleri et sted, hvor jeg ser det lidt tilfældigt, når jeg går forbi. Det mærkelige er, at man tit får øje på noget med det samme, når man ikke længere aktivt prøver at finde fejlen.
Pludselig kan man se, at et område larmer mere end resten, eller at den del, man hele tiden har villet ændre, faktisk fungerer rigtig fint.
2. Tag et billede af det
Det her bruger jeg selv rigtig meget.
Når maleriet bliver lille og fladt på en skærm, ser man det på en anden måde. Detaljerne fylder mindre, og kompositionen bliver tydeligere.
Jeg lægger især mærke til, hvor blikket lander først, om der er et område, der stikker meget ud, og om billedet føles balanceret som helhed.
Nogle gange kan man se noget på et mobilfoto på få sekunder, som man har overset i flere timer foran lærredet.
3. Se det i sort/hvid
Farver kan snyde lidt, fordi de hurtigt tager meget af opmærksomheden.
Man kan blive så glad for en bestemt turkis, orange eller grøn, at man ikke opdager, at hele maleriet egentlig ligger ret tæt tonalt.
Prøv derfor at lave billedet sort/hvidt på mobilen. Når farverne forsvinder, bliver det meget lettere at se lys og mørke, og om der faktisk er de kontraster, du troede.
Der er ikke én rigtig mængde kontrast, men sort/hvid-billedet gør det ofte meget lettere at vurdere, hvad der sker i maleriet.
Det er et af de små redskaber, jeg selv vender tilbage til, når jeg mister overblikket.
4. Dæk noget af maleriet til
En anden metode, jeg er rigtig glad for, er at dække dele af maleriet til med et stykke neutralt papir eller karton.
Ikke fordi området nødvendigvis skal males over, men bare for at undersøge, hvad der sker, hvis det ikke er med.
Bliver maleriet mere roligt? Træder noget andet tydeligere frem? Eller opdager du måske, at det område, du var i tvivl om, faktisk er vigtigt for helheden?
Det smarte ved metoden er, at du kan undersøge billedet uden at ændre noget permanent. Og ret ofte viser det sig, at problemet ikke er, at der mangler noget. Der er måske bare lidt for meget.
5. Sæt en ramme omkring det
Det her havde jeg selv glemt at bruge i mange år.
Så længe et værk står løst på staffeliet, kan det godt føles som noget, der stadig er undervejs. Men når man sætter en ramme omkring det, bliver det pludselig afgrænset og får lov at stå som et helt billede.
Nogle gange får man næsten sådan en lidt forskrækket følelse af: “Nå… er det faktisk færdigt?”
Rammen gør selvfølgelig ikke et ufærdigt maleri færdigt, men den kan hjælpe dig med at se værket på en anden måde. Og nogle gange er det lige præcis dét, man har brug for.
Du behøver ikke løse hele maleriet på én gang
Noget af det vigtigste, jeg selv har lært gennem årene, er, at man sjældent behøver finde den store løsning på én gang.
Når et maleri føles forkert, kan det hurtigt blive overvældende, fordi man tænker, at hele billedet skal fixes.
Men ofte handler det bare om at finde ét lille næste skridt. Måske dæmpe et område, gentage en farve et andet sted, skabe lidt mere forskel på lys og mørke – eller lade være med at male mere den dag.
Små beslutninger er ofte langt lettere at arbejde med end spørgsmålet: “Hvordan får jeg hele det her maleri til at fungere?”
Det er også derfor, jeg lavede Grundbogen
Mange af de her små måder at undersøge sit maleri på er faktisk en del af grunden til, at jeg lavede Maleklubbens Kreative Grundbog.
Ikke fordi jeg ville lave en opskrift på, hvordan et abstrakt maleri skal se ud, men fordi jeg selv manglede nogle pejlemærker, når jeg stod midt i processen og ikke længere kunne se, hvad næste skridt skulle være.
I Grundbogen arbejder jeg blandt andet med de fire faser i maleprocessen, lys og mørke, kontraster, komposition, fokus og ro – og med små metoder, der kan hjælpe dig med at se dit maleri lidt friskere igen.
Du kan nu også få Grundbogen som PDF sammen med videoundervisningen, uden at være medlem af Maleklubben.
Se Grundbogen som PDF + videoundervisning her
Og hvis du gerne vil arbejde endnu mere konkret med det punkt, hvor man går i stå, har jeg også det lille onlinekursus “Sådan kommer du videre, når dit maleri går i stå”, hvor jeg viser tre enkle metoder til at finde et næste skridt.
Men uanset hvilke metoder du bruger, så prøv næste gang du går i stå at lade være med straks at spørge:
Hvad skal jeg gøre mere?
Prøv i stedet at spørge:
Hvad kan jeg gøre for at se mit maleri lidt friskere igen?
Det er meget tit dér, svaret gemmer sig.
Kh
Karina




