Loading...
 
 
Sådan her sad jeg ofte - bare og stirrede på det hvide lærred - og blev mere og mere ked af det, vred og træt .
 
For det der før havde gjort mig så glad, var nu svært, og føles næsten umuligt.
 
Jeg kunne ikke få min arm og hånd til at gøre noget som helst.
Jeg havde ingen ideer.
Jeg kom til at sige grimme ting til mig selv som: "Du dur heller ikke til at male - hvad går du egentlig og forestiller dig? Tror du, at du bare lige kan lave et maleri. Der er dygtige kunstnere, der kæmper hele deres liv med at komme i mål. Og så kommer du her og tror, at det er noget man bare gør."
 
Når jeg så tvang mig til at lægge nogle strøg opgav jeg ret hurtigt igen, for jeg kunne bare mærke, at det ikke ville lykkedes i dag.
 
***
 
Jeg havde lært, at ting skulle være svære.
Hvis jeg ville opnå noget i livet, skulle der kæmpes for sagen. Men det ville blive hårdt. Og svært.
Og jeg ville måske mislykkes med det.
 
Hvis jeg en enkelt gang fik lavt noget, der faktisk blev godt, så fik jeg det hurtigt vendt rundt igen til at kunne se en masse, der skulle rettes.
 
Det var somom jeg aldrig blev helt tilfreds.
Aldrig helt glad.
 
Og det kunne jeg jo genkende i de fleste ting, jeg foretog mig i min dagligdag.
Jeg var bare aldrig sådan rigtig glad.
 
 
***
 
....lige til en dag....
 
....hvor jeg besluttede, at det simpelthen måtte stoppe.
 
Jeg var begyndt at læse en del om hjernens opbygning og funktion i forbindelse med mit daværende job som pædagog.
 
Jeg blev klar over at hjernen og dermed også tankerne er sådan en 'fætter', der lige skal manupuleres lidt. Den skal fodres massivt med signaler og input, der giver den ønskede tilstand.
 
Hjernen er sådan en gnaven gammel mand, der ser fejl og mangler alle vegne. Den ser uorden og farer og det er en meget vigtigt funktion, så der kan blive bragt orden og vi ikke kommer galt afsted.
 
Men hjernen er også doven - den vil helst, at alt skal være som det plejer - det kræver nemlig mindst arbejde.
Det er velkendt. Det er genkendeligt og kræver ikke nye ressourcer. Også selvom man ikke er tilfreds.
 
Det er mærkeligt, ik'?
 
Hvorfor kan det være så svært at flytte sig fra noget man er utilfred med?
 
***
 
Det kræver stort mod at vende sig væk fra trygheden og ville opnå et andet resultat. At ville noget andet med livet.
 
Eller bare sin maleproces.
 
For det koster kræfter - man skal kæmpe for at opnå det.
 
Men nogle gange lander man altså også bare på 'rette hylde' ved at turde at gå efter drømmene.
 
Tænk sig: hvis alle lavede det i livet de var allerbedst til - og ELSKEDE! Ville det ikke være fantastisk?
 
Hvis din dag var fyldt med gøremål, du slet ikke kunne vente med at komme i gang med. Hvordan ville du så have det?
 
Kan du mærke det i maven?
 
Mine mundvige begynder at vende opad bare ved at skrive dette her til dig. Bare tanken om det, gør mig glad.
 
Det er somom der bliver bedre vejr.
Folk jeg møder er gladere.
Fakta har de varer, jeg står og mangler.
Der er altid en parkeringsplads til mig.
Kaffen smager bedre.
Vasketøjet vasker næsten sig selv. (Aaahhhrrr ???? - dog ikke, men jeg synes ikke, det er nær så død-sygt at lægge strømper sammen)
 
Jeg MØDER verden med andre briller.
 
Hvis min gnavne gamle hjerne leder efter positive ting, vil den FINDE positive ting. Og blive glad af det.
 
Jaja, Karina.
Det er nemmere sagt end gjort.
 
DET er jeg godt klar over. Men er det ikke værd at kæmpe for?
 
Jeg får lige en idé:
Når du opdager, at du kommer til at tænke en negativ tanke - så find 3 dejlige ting. Positive ting.
 
I starten er det møg-svært.
Men med tiden bliver det mega nemt.
Så vil din hjerne have gjort det til en vane og du vil lettere kunne se de positive ting i selv den mest pressede situation.
 
Okay.
 
Mine 3 ting:
1) Solen skinner
 
 
 
2) Jeg har kaffe i koppen og jeg sidder og skriver til dig (Læg mærke til kærligheden i skummet - det så jeg først bagefter HAHA) 
 
 
 
3) Jeg så 4 mariehøns i blomsterkrukken i går.
 
 
 

Prøv selv lige nu - 3 positive ting - de må gerne være fjollede :)

 
 
 
Ha' en skøn dag
 
Kh Karina