Velkommen tilbage efter sommerferien! I dette frikvarter dykker vi ned i to malerier, der begge har stået i skammekrogen — det ene i en måned, det andet i årevis. Vi taler om, hvad det vil sige at give et maleri en pause, hvordan man finder ny energi i det, man troede var håbløst, og hvad det egentlig betyder at arbejde kreativt frem for bare at følge en opskrift. En session med maling i hånden og masser af refleksion undervejs.

Vi er tilbage efter sommeren, og det føles godt at samles igen — også selvom vi er lidt forsigtige med at starte op, og ikke helt ved, hvor mange der er klar.

Den her gang handlede det meget om noget, jeg tror mange af os kender: de malerier der bare... står der. Dem vi ikke rigtig ved hvad vi skal stille op med. Dem vi har undgået at kigge på, fordi vi ikke kunne finde ud af, hvad de ville.

Jeg tog to af mine egne frem i dag. Det ene har jeg arbejdet på i mange måneder — et fantasilandskab med lag på lag -jer der har kigget med ved, der er en dame og en hare og en hytte gemt derinde et sted.
Det andet maleri har stået i skammekrogen i et par år, fordi jeg simpelthen ikke kunne finde ud af, hvad det skulle. Et forsøg på at arbejde kun i gråtoner, som jeg hurtigt fandt ud af ikke var mig.

Og det er jo præcis dét, der er så interessant. For hvad gør man med de malerier?

Min klare anbefaling er: sæt det i skammekrogen frem for at male det hele over med hvidt. Fordi der er næsten altid noget at tage fat i. En farve der ramte rigtigt. En dybde der faktisk fungerer. Et penselstrøg man kan lide. Og når man har haft en pause — selv en lang en — så ser man pludselig de der detaljer med friske øjne. Det giver ny energi og ny retning.

Det er ikke et tegn på fiasko at et maleri tager lang tid. Det er ikke et tegn på, at du er dårlig til det. Det er et tegn på, at du tager det seriøst. Maleriet skal ikke være færdigt på tid. Det skal give dig noget undervejs.

Og det bringer mig til noget, jeg synes er vigtigt at sige højt: kreativitet er ikke at udføre en opgave. Det er ikke at udfylde felterne med de rigtige farver i den rigtige rækkefølge. Kreativitet er en skabelse. Det kræver snoede ruter ind gennem skoven. Det kræver at man tænker sig om, eksperimenterer, går i stå og starter igen.

Jeg giver dig en grundopskrift — men du skal bruge de dele, der giver mening for dig.

Det er også det malesprog handler om. At finde sin egen vej.
Er du den type, der trives med udfordringen — der elsker den ekstra tilfredsstillelse, når noget svært endelig lykkes? Eller er du i en periode, hvor du har brug for at det flyder, at det føles rart, at du glæder dig til at sætte dig ned?

Begge dele er helt rigtige svar. Men det er værd at mærke efter, fordi det afgør hvilke projekter du skal tage fat på lige nu.

Til sidst: pensler. Helena spørger til hvilke pensler jeg bruger. Og svaret er, at de dyre fancy pensler ikke nødvendigvis er de bedste. Nogle af mine yndlingspensler er gamle, slidte, rustne i metalringen og helt snurrede i spidserne. Det er præcis det, der giver den tilfældige, bløde, udefinerbare kant — den effekt, man ikke kan styre sig til. Og det er den effekt, der giver liv.

Tilfældigheden er ikke en fejl. Den er en del af udtrykket.

God fornøjelse med maleriet — og husk: skammekrogsmaleriet fortjener en chance.